Fra Rundetaarn til Colosseum: Oplev 500 populære turistattraktioner på en helt ny måde i Google Maps

Med ‘Immersive View’ kræver det ikke andet end en mobiltelefon at betragte nogle af verdens største arkitektoniske vidundere fra fugleperspektiv og få adgang til detaljeret information, der gør det lettere at planlægge din udflugt. Funktionen er nu tilgængelig for 9 danske attraktioner i Maps.

Som en fugl svæver du hen over Rundetaarn, Børsen og Dansk Arkitektur Centers ikoniske facade – eller længere ud i verden til fx Eiffeltårnet i Paris, Times Square i New York eller Operahuset i Sydney – og ser de arkitektoniske kunstværker og kendte destinationer både fra oven og fra gadeplan.

Funktionen, som har navnet Immersive View, er nu lanceret som en integreret del af Google Maps i Danmark og det meste af verden. Det nye perspektiv er muligt på baggrund af flere milliarder Street View- og luftbilleder, der skaber en multidimensionel visning af verden. Med funktionen kan du besøge 500 af verdens største vidundere og mest populære seværdigheder – inklusiv 9 her i Danmark.

De danske seværdigheder, der nu kan opleves med Immersive View, er Rundetaarn, Rosenborg, Børsen, Den Lille Havfrue, Københavns Rådhus, Operahuset, Dansk Arkitektur Center, Det Kgl. Bibliotek og Frederiks Kirke.

Med Immersive View kan du foruden et fugleperspektiv og 360 graders-oplevelse af de udvalgte turistattraktioner også få adgang til en række nyttige oplysninger om travlhed, trafik og vejrforhold, der kan hjælpe dig med at planlægge dit besøg bedre. Fx kan du se, hvornår en attraktion typisk er mest besøgt, hvordan parkeringsforholdene er i nærheden, eller om det bliver regnvejr lige netop på det tidspunkt, hvor du forventer at stå i kø under åben himmel.

”Vi udvikler hele tiden Maps for at give brugerne en mere levende og engagerende oplevelse, og det er selvfølgelig ekstra oplagt, når det gælder turistattraktioner. Med Immersive View går vi fra det velkendte 2D kort til et multidimensionelt blik på verden. Men det handler ikke kun om det visuelle. Det skal også bidrage til, at brugerne kan træffe bedre valg og dermed få de bedst mulige oplevelser, når de efterfølgende besøger attraktionen i virkeligheden”, siger Jesper Vangkilde, der er kommunikationschef for Google i Danmark.

Foruden Immersive View for attraktioner annoncerede Google på udviklerkonference I/O i maj, at funktionen i nær fremtid også bliver rullet ud til ruter i trafikken, som man dermed kan se i 3D og med ekstra information.

Se disse 9 danske destinationer med Immersive View:

  • Børsen
  • Dansk Arkitektur Center (endnu ikke tilgængeligt ved søgning på ‘BLOX’)
  • Den Lille Havfrue
  • Det Kgl. Bibliotek (endnu ikke tilgængeligt ved søgning på ‘Den Sorte Diamant’)
  • Frederiks Kirke (endnu ikke tilgængeligt ved søgning på ‘Marmorkirken’)
  • Københavns Rådhus
  • Rundetaarn (endnu ikke tilgængeligt ved søgning på Rundetårn med å)
  • Rosenborg Slot (virker i visse tilfælde som ‘castle’)
  • Operahuset