Google tager kvantespring inden for generativ AI med ny sprogmodel


Google har nået en milepæl i AI-udviklingen med lanceringen af den nye sprogmodel Gemini. Startende i dag bliver Gemini gradvist rullet ud til Googles tjenester og gjort tilgængelig for udviklere. Chatbotten Bard får en stor opgradering, som inden længe kommer til Danmark.

I dag lancerer Google sin nye sprogmodel Gemini, der udgør det hidtil største fremskridt inden for AI i Googles regi.

Sprogmodellen er den mest kompetente og fleksible AI-model, Google har præsteret til dato, og er et vigtigt skridt hen imod realiseringen af Googles vision om, at AI skal være en brugbar og intuitiv hjælper i hverdagen for alle. AI er allerede i dag dybt integreret i de fleste af Googles tjenester. Og når den underliggende sprogmodel - motoren - forbedres, påvirker det derfor den måde, som milliarder af mennesker søger og interagerer med information på verden over.

Konkret vil Gemini fremover forbedre Googles produkter med generativ AI - på tværs af både søgemaskinen, Pixel-telefoner, Android og meget mere. Gemini kommer derfor i tre forskellige udgaver: Nano, der er optimeret til brug på telefoner. Pro, som er den bedst egnede til en række tjenester. Og endelig Ultra, den største og højest udviklede model, som er egnet til de mest komplekse opgaver.

Gemini er født multimodal. Det vil sige, at den fra start er trænet på materiale, der omfatter både tekst, billeder, lyd, video og kode. Det gør den langt bedre og hurtigere end tidligere modeller til at forstå, opsummere og kombinere forskellige typer af information - se eksempelvis her. Gemini er også særligt god til at forklare matematiske modeller og logikker, hvilket gør den til en oplagt hjælper til fx en fysikopgave.

Bard får hidtil største opgradering

Startende i dag implementeres Gemini i Googles gratis AI-chatbot Bard i mere end 170 lande og territorier. I første omgang ikke i Danmark og resten af EU, men det følger inden længe. Gemini tager dermed Bards produktivitet og kreativitet til et nyt niveau. Se fx hvordan den kendte YouTuber Mark Rober testede Bard med Gemini i forsøget på at bygge det mest præcise papirfly.

Gemini rulles ud i Bard af to omgange. I første omgang overgår Bard til at køre på en fintunet version af Gemini Pro, men allerede tidligt næste år vil Google introducere Bard Advanced, der giver adgang til Googles mest avancerede sprogmodel, Gemini Ultra.

Ruller ud til flere produkter

Gemini bliver også gradvist gjort tilgængelig for kunder i Google Cloud - eksempelvis virksomheder - der dermed kan drage nytte af AI på en ny måde i Vertex AI. Samt til udviklere, der gennem det nye Google AI Studio kan udvikle fx apps på Gemini API’en. I de kommende måneder bliver Gemini derudover rullet ud til en lang række andre Google-produkter.

Ansvarlighed og sikkerhed er centrale principper for udviklingen og implementeringen af AI i Google, og derfor er den nye sprogmodel testet grundigt. Blandt andet i forhold til identificering og frasortering af indhold, der involverer vold eller negative stereotyper - men også i relation til fx cybertrusler.