Google introducerer generativ AI i Search - og 100 andre nyheder på I/O


Googles årlige udviklerkonference I/O blev i går skudt i gang med lanceringen af mere end 100 nyheder - blandt andet implementeringen af generativ AI i søgemaskinen Search, en helt ny sprogmodel, nye samtalemuligheder med Bard og en række smarte funktioner i Workspace og Photos.

Hvis nogen skulle være i tvivl, har 2023 været et ekstremt travlt år på AI-fronten. Det skinnede også igennem på Googles årlige udviklerkonference I/O, hvor Google hvert år i maj giver et indblik i, hvilke teknologiske nybrud der er på vej - både her og nu og på lidt længere sigt.

Google løftede onsdag aften sløret for mere end 100 nyheder, langt overvejende AI-drevne produkter og funktioner, der i fremtiden kan gøre hverdagen lettere for Googles milliarder af brugere.

Google introducerede blandt andet en ny state-of-the-art sprogmodel, PaLM 2, som er trænet til mere end 100 sprog og er motoren under mange af de kommende syvmileskridt inden for AI. Til I/O annoncerede Google hele 25 nye produkter og funktioner drevet af denne teknologi.

Stil mere komplekse spørgsmål og få bedre svar i Search

Blandt de væsentligste nyheder fra Google er også integrationen af generativ AI i Googles søgemaskine Search - i første omgang i USA gennem Search Labs, hvor hvor man kan eksperimentere med nye søgeformer som fx svar fra generativ AI på komplicerede spørgsmål.

Også shoppingoplevelsen får et løft, så du fremover lynhurtigt vil kunne danne dig et overblik over vigtige faktorer som pris, produktanmeldelser og -billeder, når du bruger Googles søgemaskine.

Bard kan kode og se

Det er mindre end to måneder siden, at Google lancerede sin samtale-AI Bard, og med PaLM 2 er den nu blevet flyttet til en langt stærkere sprogmodel.

Bard kan nu udvikle kode og har desuden fået øjne via integration med billedsøgningsfunktionen Google Lens. Dermed kan Bard hjælpe med at finde relevante billeder til dig, hvis du fx efterspørger inspiration til seværdigheder på din rejse.

Google har nu åbnet for adgangen til Bard i 180 nye lande. Danmark er i første omgang ikke iblandt, men der er flere lande på vej snart. Samtidig udvides der i nær fremtid til 40 af verdens førende sprog.

Nye funktioner i Workspace, Maps, Photos og Android

Foruden de allerede beskrevne nyheder er der også nyt at hente for blandt andet brugere af Workspace, Maps, Photos og Android-systemet. Eksempelvis er funktionen "Help me write" på vej i Gmail samt redskaber til at skabe billeder med afsæt i tekstbeskrivelser i Slides.

I Photos kan du snart med ‘Magic Editor’ lave vilde redigeringer, selv uden professionelle evner. AI gør arbejdet for dig.

Maps har også fået et ansigtsløft i form af Immersive View, der drevet af AI fusionerer milliarder af Street View- og luftbilleder for at skabe en 3D-model af din valgte rute, så du kan visualisere den, inden du begiver dig af sted. Til at begynde med i 15 udvalgte byer verden over - men med flere på vej.

Derudover lancerede Google også en række nye hardware-produkter, blandt andet telefonen Pixel 7a, som allerede er på markedet i Danmark. Fælles for alle nyhederne er, at de er udviklet med afsæt i Googles strenge AI-principper for ansvarlig udvikling.