Google udvider Pixel-serien med fire nyheder fyldt med AI-features
To spritnye Pixel-telefoner og entre på det danske wearables-marked er blandt de nyheder, som Google netop har annonceret fra sit årlige hardware-event i New York.
Googles familie af hardwareprodukter får om godt en uge en række nye medlemmer - også her i Danmark. Under det årlige Made by Google-event fra New York har Google netop præsenteret sine to nye telefoner, Pixel 8 Pro og Pixel 8, foruden det nye Pixel Watch 2, der samtidig markerer Googles entre på det danske wearables-marked. Endelig udkommer der en opdateret version af høretelefonerne Pixel Buds Pro.
Fælles for de nye devices er, at de fra inderst til yderst rummer smarte og AI-drevne funktioner og er pakket ind i Pixels velkendte, skulpturelle design med bløde silhuetter produceret i genbrugsmaterialer.
"Vi er på vej ind i en ny æra, hvor folk interagerer med information og digitale enheder på helt nye og mangfoldige måder, drevet af den rivende udvikling inden for kunstig intelligens. Det åbner helt nye muligheder for, hvordan telefoner og ure kan gøre livet både lettere og sjovere på en lang række områder. De nye Pixel-enheder, som vi lancerer i dag, er allesammen udtryk for netop det", siger Jesper Vangkilde, der er kommunikationschef for Google i Danmark.
På telefonfronten kommer Pixel 8 og topmodellen Pixel 8 Pro begge med nyeste og hurtigste ML-drevne processor, Tensor G3, og så har kameraet på 50 megapixel fået endnu et løft i form af forbedrede linser, der sikrer optimal foto- og videokvalitet.
Derudover er der kommet flere af de AI-drevne værktøjer og redigeringsmuligheder. Hvor forgængeren introducerede funktioner som ‘Magic Eraser’, der fjerner forstyrrende elementer i billeder, kommer nu samme funktion, blot til lydklip. Derudover rummer Pixel 8 og 8 Pro også nye AI-features såsom ‘Best Take’, der fx gør det muligt at justere ansigter på et gruppebillede, så alle tager sig bedst muligt ud, og ‘Magic Editor’, der via generativ AI gør det muligt at justere på fx elementers placering og ændre motivets størrelse eller baggrunden.
Som noget nyt er bagsiden af Pixel 8 Pro blevet udstyret med en temperatursensor, der hurtigt scanner en genstand og måler dens temperatur. Du kan fx tjekke, om en gryde er varm nok, eller om sutteflasken har den rette temperatur.
Pixel 8 kommer i farverne hazel, obsidian og rose, mens Pixel 8 Pro kommer i farverne bay, obsidian og porcelain.
Google ind på det danske wearables-marked
Med det nye Pixel Watch 2 træder Google ind på det danske wearables-marked med Googles til dato mest avancerede AI-pulsmålingsteknologi.
Foruden præcise og stabile pulsmålinger kan uret indstilles til at komme med påmindelser om træningspas, advarsler om tegn på stress samt mulighed for at give pårørende adgang til at se præcis hvor i hjemmet, man befinder sig via funktionen Emergency Sharing.
Uret kommer med en bred vifte af de mest brugte Google-apps såsom Gmail og Google Assistant, der gør det let at orientere sig i historik og resultater.
Pixel Watch 2 kommer i fire farvekombinationer: poleret sølv/bay, poleret sølv/porcelain, mat sort/obsidian og guldfarvet/hazel.
Afslutningsvist lancerer Google også de opgraderede høretelefoner Pixel Buds Pro, der nu byder på endnu flere AI-drevne funktioner for bedre opkaldskvalitet med Googles Clear Calling-teknologi samt mulighed for automatisk tænd-og-sluk-funktion, der sætter musikken på pause, når du begynder at tale.