AI giver nye søgemuligheder på telefonen: Snart kan du google med pegefingeren
Google har netop annonceret søgefunktionen ‘Circle to Search’, der gør det lettere og mere intuitivt at finde svar, mens man er på farten. Funktionen bliver tilgængelig på udvalgte Android-telefoner om to uger.
Det er ikke kun mængden af tilgængelig information, der vokser eksplosivt - det gør også mulighederne for, hvordan vi kan søge og tilegne os information. Eksempelvis er det de senere år blevet muligt at søge med stemmen og ved hjælp af telefonens kamera i Lens. Nu lancerer Google endnu et nybrud i internetsøgninger i form af Android-funktionen Circle to Search, som gør det lettere og mere intuitivt at finde svar på store og små spørgsmål.
Med Circle to Search søger man ganske enkelt på skærmens indhold med fingeren - fx ved at sætte en cirkel om et objekt, strege eller skrible. For eksempel: Du ser en smuk frakke på et Instagram-billede, og du vil gerne vide, hvor den kan købes. Eller måske har du en kaffeaftale i kalenderen og vil finde adressen på cafeen hurtigt.
Med Circle to Search kan du let finde svar på disse spørgsmål, efterhånden som de opstår, uden at afbryde det, du egentlig var i gang med på skærmen. Med funktionen aktiveres et ekstra lag på skærmen, så man ikke behøver at skifte app for at finde information.
“Det har altid været et mål for Google, at informationssøgning skulle være så umiddelbar og intuitiv som muligt - så nysgerrigheden ikke bliver dræbt i processen med at finde svar. Her åbner kunstig intelligens for nogle helt nye muligheder for at genopdage, hvordan man søger - og finder svar,” siger Jesper Vangkilde, der er kommunikationschef for Google i Danmark.
Circle to Search bliver fra 31. januar tilgængelig på dansk og i Danmark på udvalgte Android-telefoner - i første omgang Googles Pixel 8, Pixel 8 Pro samt den nye Samsung Galaxy S24-serie.
Circle to Search aktiveres ved at holde hjemmeknappen eller navigationsbaren på din Android-telefon inde et par sekunder. Derefter kan du med en finger tegne en cirkel om hvad som helst på din skærm. Du kan også bruge funktionen ved at fremhæve, ’tappe’/klikke eller fx skrive et relateret spørgsmål henover et billede for at specificere din søgning og finde svar på mere komplekse spørgsmål. Når du er færdig med at søge, swiper du blot væk igen, og så er du tilbage, hvor du startede.