Nu taler Googles stærkeste AI-model dansk - og kan håndtere kæmpe datamængder




På sin udviklerkonference I/O har Google netop præsenteret de seneste nyheder på AI-fronten - og et indblik i, hvad der venter på lidt længere sigt. Blandt de vigtigste danske nyheder er lanceringen af chatbotten Gemini Advanced på dansk med en kapacitet på 1 million tokens.

Google netop har præsenteret de nyeste landvindinger på kunstig intelligens (AI) på den årlige udviklerkonference, I/O. I en dansk kontekst betyder det eksempelvis, at betalingsversionen af Googles chatbot, Gemini Advanced - der hidtil kun har været tilgængelig i Danmark på engelsk - nu bliver tilgængelig på dansk.

Samtidig opgraderes denne version til at køre på Googles nyeste og mest avancerede sprogmodel, Gemini 1.5 Pro, hvilket åbner for en række nye muligheder. Blandt andet kan modellen kapere en datamængde på op til 1 million såkaldte tokens og dermed udføre både nem og avanceret nalyse af enorme mængder information.

Eksempelvis bliver det muligt selv at uploade dokumenter som fx pdf’er på op til 1.500 sider for opsummeringer, svar og feedback. Det kunne også være op til 100 emails eller adskillige hele bøger, som man kan spørge ind til indholdet af. Eller lange forskningsartikler, hvor Gemini kan sammenholde argumenter og konklusioner. Inden længe følger også videoer og op til 30.000 linjers kode, ligesom Gemini Advanced vil kunne fungere som dataanalytiker, der laver tilpassede visualiseringer og diagrammer.

Brugere af Gemini Advanced kan også se frem til inden for den kommende måned at få adgang til funktionen Gems, hvor man kan oprette personligt tilpassede oplevelser – fx en motiverende løbetræner, en kreativ skrivecoach eller en personlig stylist, der kender ens smag.

Nyhederne kommer, efter at Gemini for kun et par uger siden blev opgraderet til at tale direkte sammen med andre Googles populære tjenester - eksempelvis Maps, Gmail og YouTube - som millioner af danskere bruger.

Prøv Gemini Advanced gratis i to måneder her, og få et overblik over alle Googles Gemini-nyheder fra I/O her.

Search: Komplekse spørgsmål og velorganiserede svar

Hver dag besvarer Googles søgemaskine flere milliarder spørgsmål fra brugere verden over. Og snart kan den gøre det på en langt mere effektiv, sofistikeret og velorganiseret måde. Search Generative Experience (SGE) har hidtil kørt som test i USA og ruller nu ud i hele USA - og inden længe også vore breddegrader - under navnet AI Overviews. Det gør det muligt at tilpasse svar fra søgemaskinen og sætter også Search i stand til at brainstorme og finde svar på ikke-faktuelle spørgsmål.

Læs mere om alle nyhederne i Googles søgemaskine her.

Stil direkte spørgsmål til dine minder i Photos

Google Photos, der var blandt de første AI-baserede Google-apps, får også en AI-makeover af Gemini i 2024. Blandt andet med funktionen ”Ask Photos”, der i første omgang bliver testet i USA. Foruden at gøre det nemmere og hurtigere at finde frem til specifikke billeder af fx dit barns første skridt, bliver det med ”Ask Photos” også muligt at stille spørgsmål i relation til dine billeder.

Læs meget mere om, hvilke nye muligheder Gemini giver i Google Photos her.

Multimodal assistent og video

Google løftede også sløret for et par af de AI-drevne nyheder på den lidt længere bane.

Blandt andet AI-assistenten Astra, der giver helt nye muligheder for at interagere direkte og multimodalt med den omkringliggende verden gennem skærmen på din mobil.

I Gemini-appen, som endnu ikke er kommet til Danmark, bliver det snart muligt at konversere med Gemini gennem tale via funktionen Gemini Live. Du kan endda selv vælge, hvilken stemme din personlige Gemini skal have – og på sigt kobles også dit videokamera til for en endnu mere livagtig oplevelse.

På videofronten introducerede Google næste generations videogenerering under navnet Veo. Det kan gøre kreative visioner til virkelighed ved at omsætte detaljerede prompts til videoer i forskellige stilarter – af høj kvalitet og op til mere end 1 minuts varighed. Modellen forstår eksempelvis filmiske udtryk som "timelapse" eller "luftbilleder af et landskab", hvilket giver et ekstra lag af kreativ kontrol. Det skaber optagelser, der er konsistente og sammenhængende: mennesker, dyr og genstande bevæger sig realistisk gennem optagelserne. Veo begynder i en testversion til udvalgte indholdsskabere og ruller senere bredere ud.

Se det samlede overblik over nyhederne og find billeder i det vedhæftede pressekit, hvor der også er links til fx billeder og video. Find mere info om I/O på The Keyword.