Håndfri, stemmedreven køreoplevelse: Gemini flytter ind i Google Maps
Hver måned finder to milliarder mennesker vej fra A til B med Google Maps. Nu kan de mange brugere se frem til endnu lettere og mere intuitiv navigation, når Gemini om kort tid udrulles i appen.
Hvis du indimellem har savnet en god co-driver ved din side i bilen, er der godt nyt fra Google.
Fra i næste uge integrerer Google AI-assistenten Gemini i navigationstjenesten Google Maps, hvilket åbner for en række nye hjælpefunktioner, der skal gøre navigationen og køreoplevelsen lettere og mere intuitiv for Maps-brugerne. Det giver en håndfri, stemmedreven køreoplevelse og kan eksempelvis bruges til:
- Planlægning i flere trin: Brugere kan fx spørge: "Er der en budgetvenlig restaurant langs min rute?”, “hvordan er parkeringsforholdene der?” efterfulgt af “Okay, lad os køre derhen".
- Produktivitet: Med brugerens tilladelse kan Gemini oprette forbindelse til kalenderen, så man øjeblikkeligt kan tilføje aftaler. Fx: "Kan du tilføje en kalenderbegivenhed om fodboldtræning i morgen kl. 17?"
- Sikkerhed og rapportering: Det bliver lettere at rapportere trafikforstyrrelser som uheld eller vejspærringer ved blot at sige det højt, når man oplever det. Fx sige: "Jeg ser en ulykke" eller “der er vejarbejde forude”, hvilket gør vejene mere sikre for alle.
Googles kommunikationschef i Danmark, Jesper Vangkilde, håber, at de nye funktioner vil føre til mindre fumlen med telefonen og mere koncentration om kørslen.
”Navigation har aldrig været lettere end i dag. Og det er også et af de områder, hvor AI i endnu højere grad kan komme til at gøre en forskel i hverdagen for mange. Både i forhold til at komme sikkert og komfortabelt frem og som et redskab til at opleve verden og dele erfaringer og anbefalinger med hinanden”, siger Jesper Vangkilde.
Udrulningen af Gemini i Maps på Android og iOS begynder i Danmark den 12. november og forventes at tage et par dage.
