Googles nye Flash-model leverer bedre og hurtigere AI-svar - også i søgemaskinen
Google lancerer i dag en hurtig, såkaldt Flash-version af det nye Gemini 3 og gør den samtidig til en del af søgemaskinens AI-tilstand. Modellen gør det muligt at stille komplekse spørgsmål og få præcise svar – med kortere svartid.
Google præsenterer i dag AI-modellen Gemini 3 Flash, der kombinerer avanceret kunstig intelligens med lynhurtig respons. Og allerede fra i dag begynder udrulningen: Flash-modellen kan vælges i chatbotten som alternativ til den noget tungere Thinking-model til komplekse forspørgsler. Og Flash bliver standardmodel i funktionen AI-tilstand i Googles søgemaskine globalt.
Den nye model byder på forbedrede ræsonneringsevner og mestrer multimodale opgaver - tekst, billeder og video - bedre end sin forgænger. Det betyder, at AI-tilstand nu, selv i den huntige version, kan håndtere selv de mest komplicerede forespørgsler med præcision, mens svartiden holdes i bund.
I søgemaskinen fungere AI-tilstand, der blev lanceret tidligere på året, som et supplement til den klassiske søgning og er designet til de længere, mere udforskende spørgsmål. Det kan være alt fra detaljeret rejseplanlægning til guides til fx kaffebrygning.
”Med 'Flash' som medlem af Gemini 3-familien er der kommet et alternativ, som er hurtigere og billigere - men stadig intelligent. Det giver en solid opgradering til både chatbot og søgemaskinens AI-tilstand, som begge bliver mere intuitive”, siger Jesper Vangkilde, kommunikationschef for Google i Danmark.
I AI-tilstand har brugerne fortsat adgang til opdateret viden i realtid samt kildehenvisninger, så man let kan dykke ned i detaljerne. Funktionen findes som en fane i søgeresultaterne og i Google-appen til både Android og iOS, hvor man kan spørge både på skrift og med stemmen.
Læs mere om Gemini 3 Flash på Googles officielle blog.
