Google lancerer nyt sundhedsunivers og skærmløs Fitbit


En alt-i-én sundhedsapp, en personlig Gemini-drevet ‘Health Coach’ og et nyt, ultradiskret Fitbit Air-armbånd helt uden skærm: Google fjerner unødige distraktioner og sætter fokus på intelligent data i stor sundhedssatsning.

I dag præsenterer Google en række markante nyheder inden for sundhed og wearables. Lanceringerne forener funktionel hardware med AI i et helt nyt økosystem, der gør det lettere at tage proaktivt ejerskab over sit eget helbred og trivsel.

Her er de vigtigste nyheder:

Én app til alt: Google Health giver dig det fulde sundhedsoverblik

Som led i en større satsning skifter Fitbit-appen navn til Google Health. Det er ikke blot et navneskift, men begyndelsen på et helt nyt sundhedsunivers, der samler alle dine sundhedsdata i Googles økosystem. Det gælder ikke kun data fra dit smartwatch, men også fra apps uden for Google-regi som fx cykelture fra Peloton eller historik fra Apple Health.

Brugerfladen har også fået en overhaling, og så det nu er langt mere intuitivt at navigere mellem fire hovedfaner: ‘I dag’, ‘Fitness’, ‘Søvn’ og ‘Sundhed’. Eksisterende Fitbit-brugere opgraderes automatisk til den nye app, og senere på året migreres Google Fit-brugere ligeledes til den nye platform.

Læs mere om den nye Google Health-app her.

Health Coach: Din personlige og proaktive vejleder

En anden nyhed er ’Google Health Coach’, som du finder i ovennævnte app. Slut med grafer, du selv skal tolke. Nu får du snart adgang til en personlig, proaktiv sundhedsvejleder 24/7, der kan aflæse dine data om alt fra træning til søvn - og forklarer dig, hvorfor din restitution er lav, eller hvordan din dårlige nattesøvn kommer til at påvirke dit energiniveau i dag. Og hvad du kan gøre ved det.

Som noget helt nyt kan du også tracke din sundhed ved hjælp af kameraet. Tag fx et billede af displayet på dit løbebånd eller den træningsplan, der er noteret på tavlen i dit crossfit-center, hvorefter coachen, der er drevet af Googles Gemini-AI, automatisk analyserer og logger din træning.

Google Health Coach bliver tilgængelig for Premium-abonnenter (tidligere Fitbit Premium) samt inkluderet i Google AI Pro.

Læs mere om Google Health Coach her.

Fitbit Air: Minimalisme på håndleddet

På hardware-fronten introduceres nu Fitbit Air – Googles hidtil mindste og mest komfortable tracker. Fitbit Air er født uden skærm for at eliminere "skærmstøj" og fokusere på passiv, præcis dataindsamling, som du efter behov kan følge i Google Health-appen på din telefon.

Uret kommer med op til en hel uges batteritid på en enkelt opladning – og med lynopladning, hvor 5 minutter giver nok strøm til en hel dag.

Det kommer i flere farver og med forskellige rem-typer. Læs mere om dem her.

Priser og tilgængelighed

  • Fitbit Air: Kan forudbestilles fra i dag til 799 kroner Inkluderer 3 måneders Google Health Premium. Ekstra remme kan også forudbestilles fra i dag.
  • Google Health Coach: Udrulningen begynder den 19. maj. Funktionen er inkluderet i et Google Health Premium-abonnement (tidligere Fitbit Premium) til 69 kroner om måneden. Google AI Pro-abonnenter får også adgang til Google Health Premium.